Godt nyt til AGF: Kan komme med fly mandag aften
Foto: Lars Krabbe / Polfoto
1. division

Godt nyt til AGF: Kan komme med fly mandag aften

AGF er strandet i strejke-kaos, men der er godt nyt, for klubben kan komme med et fly mandag aften.

Truppen med AGF'ere skulle sådan set allerede være landet i det sydlige Spanien, men strejke i Hamborg Lufthavn har skabt kaos for rejsende og Aarhus-klubben, der grundet strejken missede sit fly. Nu lader der dog til at være godt nyt, for spillere, ledere og trænere kan komme af sted med et nyt fly mandag aften klokken 21. Det skriver stiften.dk.

Det er naturligvis ikke det fedeste for de involverede, der har været i lufthavnen siden i morges, men det er dog en løsning. Det er sikkerhedspersonalet, der har valgt at strejke, og det har altså givet massive problemer i lufthavnen. AGF'erne var lige ved at nå det første fly, men der lukkede gaten for næsen af spillerne.

Nu kan de så passende spille lidt kort og ellers så tid ihjel, til klokken nærmer sig 21.

- Lige nu spiser de, og stemningen er sådan lidt resignerende. Der er jo ikke så meget, de kan gøre, fortæller Århus Stiftstidendes fotograf Axel Schütt til stiften.dk, der er med for at dække den 12 dage lange træningslejr for avisen.

AGF'erne skulle være afsted i 12 dage, men den første dag er altså gået lidt tabt i Hamborg.