Video : Tipsbladet
1. division

HB Køge-anfører stopper - Brøndby-talent vender hjem

NordicBet Liga-klubben bruger den kommende lørdag på at sige farvel til to spillere.

Han er blevet 36 år, har spillet Superliga og var med FC Vestsjælland i pokalfinalen i 2015. 

Men når HB Køge på lørdag spiller sæsonens sidste kamp hjemme mod FC Roskilde, slutter karrieren for den rutinerede midtbanespiller Henrik Madsen.

Det har klubben offentliggjort på sin hjemmeside.

- Efter grundig overvejelse har jeg truffet en meget svær beslutning om at stoppe i HB Køge og dermed også indstille min karriere. Selv om krop og sind ville mere, føler jeg, det er det rigtige tidspunkt nu. Jeg er enormt stolt og glad for at jeg kan slutte af i klubben, hvor det hele startede. Jeg vil gerne sige tusind tak for en fantastisk tid til alle i og omkring klubben, og jeg glæder mig til at følge HB Køges spændende fremtid, siger den 36-årige HB Køge-spiller til klubbens hjemmeside.

Madsen startede sin professionelle karriere i HB Køge, inden han skiftede til AGF. Det blev kun til kort tid i klubben fra Aarhus, inden han brugte de næste 10 år hos Næstved og FC Vestsjælland. Siden januar 2016 har han spillet i Køge.

Også Brøndby-talentet Christian Enemark, der har været udlejet til HB Køge, tages der afsked med på lørdag.

- Christian er en lokal dreng, men det afgørende er, at vi har kunnet blive enige, og der lander den. Vi kan ikke sætte en finger på Christians indsats og måde at være og træne på. Han er en rollemodel i alle sammenhænge, men sportsligt har der ikke været meget spilletid til ham. I det lys er det meget logisk at skilles, siger sportsdirektør Per Rud til Sjællandske.

Christian Enemark vender dermed tilbage til Brøndby, men også her har han kontraktudløb, så fremtiden er uvis for den 20-årige forsvarsspiller.