HB Køge buldrer videre med overbevisende sejr mod Fremad Amager
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
1. division

HB Køge buldrer videre med overbevisende sejr mod Fremad Amager

HB Køge fortsatte den flotte sæsonstart med en overbevisende sejr på hjemmebane mod Fremad Amager.

Sæsonens første otte kampe i NordicBet Ligaen har budt på seks sejre og to nederlag for HB Køge, som inden onsdagens opgør mod Fremad Amager var placeret på andenpladsen i den næstbedste række efter Viborg.

Derimod var Fremad Amager helt nede på niendepladsen med to sejre og tre uafgjorte kampe. Efter aftenens kamp blev der dog rykket lidt rundt på stillingen i NordicBet Ligaen.

Det var især HB Køge-angriberen, Martin Koch Helsted, som gjorde sit for, at Morten Karlsens tropper fortsatte den gode sæsonstart. Den 29-årige angriber nettede både efter 33, 51 og 65 minutter, og da Fremad Amager samtidig ikke var i stand til at score, var HB Køge på sikker kurs mod en ny sejr.

Efter 74 minutter blev føringen yderligere udbygget, da Jakob Johansson fik netmaskerne til at blafre. Det blev også kampens sidste scoring, og dermed er HB Køge nu nummer ét i NordicBet Ligaen, mens Fremad Amager er nede på 11. pladsen.