HB Køge henter Lee Rochester tilbage efter kontraktudløb
Foto: HB Køge
1. division

HB Køge henter Lee Rochester tilbage efter kontraktudløb

Lee Rochester har skrevet under på en ny kontrakt med HB Køge for resten af efterårssæsonen.

Den 24-årige offensivsspiller Lee Rochester havde tidligere på sommeren kontraktudløb med HB Køge og har siden ledt efter en ny arbejdsgiver.

Nu er det så endt med, at Rochester fortsætter karrieren i 1. divisionsklubben. HB Køge oplyser således på klubbens hjemmeside, at offensivsspilleren har skrevet under på en ny kontrakt for resten af efteråret:

- Lee havde en rigtig god sæson hos os sidste år, og stoppede i sommers ved kontraktudløb for at afsøge sine muligheder for at prøve sig selv af på højere niveau, men trods flere muligheder andre steder har Lee ikke følt, at den helt rigtige mulighed opstod.

- Vi har gennem hele forløbet haft en rigtig god dialog med Lee og hans agent, og Lee har desuden trænet med hos os de sidste 6 uger, og derfor var det meget naturligt, at vi nu fik sat os sammen og blev enige om en ny kontrakt. Foreløbig gælder aftalen resten af året, men der skal ikke være tvivl om, at vi selvfølgelig gerne ser ham her i klubben også fremadrettet, siger sportsdirektør Per Rud til klubbens hjemmeside

Lee Rochester har spillet 148 kampe for HB Køge og scoret 22 mål. Han kan få sit comeback allerede onsdag aften, når FC Nordsjælland kommer på besøg i Sydbank Pokalen.