HB Køge henter tidligere Watford-kantspiller
Foto: HB Køge
1. division

HB Køge henter tidligere Watford-kantspiller

Den 18-årige kantspiller Jubril Adedeji har skrevet under på en aftale med 1. divisionsklubben HB Køge.

HB Køge er ligesom så mange andre mandskaber i NordicBet Ligaen fortsat med i kampen om oprykningspladserne til Superligaen, og nu har 1. divisionsklubben forstærket sig på den lange bane.

Klubben oplyser således på sin hjemmeside, at man har lavet en aftale med den engelske offensivsspiller Jubril Adedeji, der har stået uden kontrakt siden sommer, men som har fået to kampe for HB Køges U19-mandskab i efteråret. 

18-årige Jubril Adedeji har en fortid i engelske Premier League-klub Watford, hvor han har været en del af ungdomsrækkerne, indtil at hans kontrakt udløb i sommer. Det var HB Køges 19-årige midtstopper Marian Huja, som også har en fortid i Watfords ungdomsrækker, der etablerede kontakten mellem de to parter:

- Jubril har sin klare force i en-mod-en situationerne, og er en talentfuld, teknisk kantspiller, der er driblestærk og har god fart. Jubril er som udgangspunkt tiltænkt bredden, men har et stort udviklingspotentiale, fortæller HB Køges cheftræner Morten Karlsen til klubbens hjemmeside.

HB Køge oplyser ikke, hvor lang en aftale Jubril Adedeji har skrevet under på.