Helsingør-spiller åben for at blive i Viborg FF
Foto: Lars Rønbøg / Getty Images
1. division

Helsingør-spiller åben for at blive i Viborg FF

Offensivspilleren Pierre Larsen, der onsdag igen scorede for Viborg FF, kan sagtens se sig selv blive i klubben, når lejeaftalen udløber.

I midten af august hentede Viborg FF offensivspilleren Pierre Larsen på en et-årig lejeaftale hos Superliga-oprykkerne fra FC Helsingør.

Siden har Pierre Larsen været med til at vende Viborg FF's katastrofestart på sæsonen i NordicBet Ligaen til nu at sende klubben i retning af en af de øverste pladser i tabellen. 

Onsdag vandt Viborg FF med 2-0 over topholdet fra Vejle, sikrede sig den tredje sejr på stribe og skød sig dermed frem på femtepladsen - nu kun fem point fra førstepladsen. 

Pierre Larsen scorede målet til 2-0 og nettede dermed for anden gang siden skiftet fra Helsingør. Og den 22-årige offensivspiller er faldet så godt til i Viborg, at han allerede nu åbner for at blive i Viborg FF.

- Jeg kunne godt tænke mig at blive her i Viborg. De har taget rigtig godt imod mig fra første dag, og jeg har siden da følt mig rigtig godt tilfreds her. Jeg har aldrig før prøvet at bo i Jylland eller væk fra mine forældre, men det har holdet hjulpet mig rigtig meget med. Det fungerer rigtig godt her, siger Pierre Larsen til Viborg Stifts Folkeblad.

Pierre Larsen forlængede sin kontrakt med FC Helsingør tidligere på sommeren, så løbetiden er frem til sommeren 2019.