Video : Tipsbladet
1. division

Helsingør-spiller stopper efter skadeshelvede: Min drøm, siden jeg var lille

Johannes Ritter er bare 23 år gammel, men han har nu måttet indstille fodboldkarrieren efter halvandet år med skader. Dermed er drømmen om en fodboldkarriere brast for den unge mand.

Det har været en tung beslutning for Johannes Ritter, men nu er den truffet. Den 23-årige FC Helsingør-back indstiller karrieren med øjeblikkelig virkning.

Det sker, efter han i snart halvandet år har været gennem evige skadesproblemer, ikke spillet en eneste fodboldkamp og ikke oplevet fremgang med hoften. Ritter var senest i aktion for FC Helsingør i Superliga-kampen mod Silkeborg IF august 2017.

Dermed siger den unge Helsingør-spiller også farvel til barndomsdrømmen om et liv i fodboldens verden.

- Siden jeg var lille, har det været min drøm at blive professionel fodboldspiller, og det har da også været tæt på at lykkes. Jeg har haft mange gode oplevelser med fodbold og spillet på højt niveau i FC Nordsjælland og på ungdomslandshold, inden jeg for alvor skulle have slået til i FC Helsingør.

- Sådan skulle det bare desværre ikke gå. Jeg har stadig bøvl med ledlæben i hoften, og nu har jeg været ude i halvandet år uden, at det er blevet bedre. Så er det vist på tide at prøve noget andet, siger Johannes Ritter til Helsingør Dagblad.

Han kom til FC Helsingør i sommeren 2016 og nåede at spille 18 kampe i 1. division og tre i Superligaen. Han fik desuden to af sidstnævnte for FC Nordsjælland, hvor han kom op fra ungdomsholdet.

Johannes Ritter fik desuden seks U19-landskampe for Danmark.