Horsens sender forsvarsspiller til islandsk klub
.
1. division

Horsens sender forsvarsspiller til islandsk klub

AC Horsens har valgt at ophæve kontrakten med Sebastien Ibeagha, der skifter til islandsk fodbold.

Det er halvandet år siden, at AC Horsens skrev kontrakt med nigeriansk/amerikanske Sebastien Ibeagha, men forsvarsspilleren blev aldrig den store succes i Horsens, og han har nu fået ophævet sin kontrakt med Bo Henriksens tropper. Efter Bo Henriksen kom til i sommer, blev Ibeagha udlejet til FC Fredericia, inden han i januar vendte tilbage til ACH.

Her har Bo Henriksen ikke kunnet bruge Ibeagha, og derfor er de to parter blevet enige om at ophæve den kontrakt, der løb en lille måned endnu. Ibeagha har allerede en ny klub på plads, i det han skifter til islandsk fodbold og FRAM Reykjavik.

- Vi har været meget tilfredse med Sebastien Ibeaghas indsats i truppen og han har været loyal og hårdtarbejdende hele vejen igennem. Vi har dog valgt andre spillere fremfor Sebastien, og derfor har han ikke fået og havde ikke udsigt til meget spilletid hos AC Horsens, hvorfor vi blev enige om, at det var bedst for Sebastien at fortsætte karrieren på Island. Vi ønsker Sebastien alt mulig held og lykke i hans videre karriere og tak for hans indsats i den gule trøje, siger træner Bo Henriksen til klubbens hjemmeside.

AC Horsens er i øjeblikket nummer fem i NordicBet Ligaen og møder FC Fredericia onsdag aften.