Video : Tipsbladet
1. division

Michael Hemmingsen og Næstved i strid: Ender i voldgift

Næstved Boldklub og Michael Hemmingsen skal en tur i voldgiftsretten og have afklaret en strid i forbindelse med de to parters afsked i sommer.

En strid mellem Næstved Boldklub og klubbens tidligere cheftræner Michael Hemmingsen ender nu i voldgiftsretten, skriver Sjællandske.

Striden tager udgangspunkt i Hemmingsens exit i Næstved i sommer. Michael Hemmingsens kontrakt med NordicBet Liga-klubben udløb 30. juni, og Næstved mener, at cheftræneren dermed tog afsked ved kontraktudløb. Michael Hemmingsen derimod mener, at han blev fyret. Efter hans mening var parterne nået til enighed om en to-årig forlængelse.

Ifølge Sjællandske blev kontraktforlængelsen præsenteret for Næstved BK's sponsorer inden en hjemmekamp mod FC Fredericia, og parterne var også nået til enighed via mail, men papirene blev aldrig underskrevet. Det hæfter klubben sig ved, mens Michael Hemmingsen altså mener, at aftalen var gyldig. 

Hvem der har ret skal nu afgøres i en voldgiftsret, det bekræfter Michael Hemmingsen over for mediet. 

- Jeg havde helst været fri for denne sag, men Næstved mener ikke, at den nye kontrakt var gyldig, så det må vi have fundet ud af. Jeg er ærgerlig over, at det ender på den her måde, for jeg havde en fantastisk tid i klubben, men der er ikke anden udvej, siger Michael Hemmingsen.

Sjællandske har også været i kontakt med Peter Nielsen, der er direktør i Næstved Boldklub, men han har ikke nogen kommentarer til striden med Michael Hemmingsen på nuværende tidspunkt.

Det er uvist, hvornår sagen skal for voldgiftsretten.