• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
1. division Andreas Arp

Nicolaj Madsen vender hjem til HB Køge: Stoler på mine kvaliteter

Nicolaj Madsen vender hjem til HB Køge: Stoler på mine kvaliteter
Foto: HB Køge

Den tidligere SønderjyskE- og Vejle-spiller Nicolaj Madsen har underskrevet en kontrakt med HB Køge for resten af sæsonen. Der var tilbud fra klubber i Europa, men det var ikke noget, som midtbanespilleren havde lyst til.

Af Andreas Arp

På transfervinduets sidste dag fik Nicolaj Madsen ophævet sin kontrakt i Vejle Boldklub. Midtbanespilleren tog selv initiativet til sit exit, da han selv mente, at han kunne få mere ud af sit potentiale, og siden har han så ledt efter en ny arbejdsgiver.

Fredag stod det så klart, at den nye klub bliver HB Køge, som Nicolaj Madsen også repræsenterede i perioden fra 2009 til 2013. Den 30-årige midtbanespiller har i første omgang skrevet under på en kontrakt til nytår, og det er særligt forholdet til klubben, som blev udslagsgivende: 

Læs også: HB Køge henter tidligere VB-spiller hjem

- Jeg kommer til vante omgivelser og et sted, som jeg kender til. Klubben har en træner, som jeg ved, hvad står for, og så har jeg længe holdt kontakt med Per Rud om en mulig aftale. Så det lå lige for, at det skulle blive HB Køge. 

- Desuden har det været vigtigt for mig, at jeg kommer til et sted, hvor det ikke tager for lang tid at falde til, og hvor forventningerne er afstemt på forhånd. Nu skal jeg finde min rolle og vise, at jeg kan præstere på et højere niveau, siger Nicolaj Madsen til tipsbladet.dk.

Læs også: Nicolaj Madsen på klubjagt: Næste step må gerne være udlandet

Det resterende efterår byder dog kun på syv kampe i 1. division for HB Køges vedkommende, så umiddelbart er det ikke meget, som Nicolaj Madsen kan nå at bidrage med. Det vigtigste er dog at komme tilbage i kampform:

- Målet for de næste par måneder er først og fremmest, at jeg kommer til at spille. Og så kommer jeg jo til et hold, der fungerer, og som ligger nummer to i 1. division. Jeg ved med andre ord, at jeg skal kæmpe for spilletid, men jeg stoler også nok på mine egne kvaliteter til, at jeg tror på, at jeg kan tage chancen, når jeg på et tidspunkt får den, siger den tidligere Vejle-spiller.

Udlandsdrømmen på standby

Nicolaj Madsen har tidligere ikke lagt skjul på, at han går med en stille drøm om at prøve sig selv af i udlandet. Det behøver dog ikke at være i det kommende transfervindue:

- Det var nemmest for begge parter med en aftale til nytår i første omgang, og så skal vi have sat os ned og tage en snak om fremtiden i løbet af de næste par uger. Jeg har intet mod at blive til sommer, og samtidig er alt også åbent til vinter.

Hvor kunne du godt tænke dig at komme hen?

- Det er ligemeget for mig. Og jeg har det også sådan, at jeg først vil tage stilling til sådan noget, når det kommer. Der har været lidt interesse fra to klubber i Europa, men det var ikke noget, som jeg havde lyst til - og det er det vigtigste, siger Nicolaj Madsen, der dermed har sat drømmen om et udlandsophold på standby.

Den 30-årige midtbanespiller nåede næsten halvanden måned uden en arbejdsgiver, og selvom det vil kunne få de fleste til at blive desperate, var det ikke tilfældet for Nicolaj Madsen.

Han fortæller, at han i hele perioden var bevidst om mulighederne:

- Jeg behøver ikke lægge skjul på, at mine forventninger var noget andet. Men jeg har ikke stresset over det, fordi jeg var fra start var afklaret, at det var min beslutning at forlade Vejle på det tidspunkt, jeg gjorde. De fleste klubber havde på det tidspunkt allerede truppen på plads og budgetterne afstemt, så det var vilkårerne fra start.

- Der var en uge eller to, hvor jeg nåede at tænke: "Hvad skal der ske?", men generelt synes jeg, at jeg har taget det med ro. Det var som sagt min egen beslutning, og det har jeg været bevidst om i hele den her periode, siger Nicolaj Madsen afslutningsvist.

Den tidligere Superliga-spiller kan få sit comeback i HB Køge allerede på søndag, når klubben får besøg af Silkeborg IF.

Superliga

Mere Superliga

Fokus