Nordstrand: Presset gør mig bedre
Foto: Sebastian Buur Gunvald/Polfoto
1. division

Nordstrand: Presset gør mig bedre

Morten Nordstrand ser frem til det pres, der venter som AGF-spiller, hvor forventninger om succes som oftest er til stede.

Morten Nordstrand er et af de nye ansigter i AGF, der i foråret jagter oprykning til Superligaen men må finde sig i at være seks point efter både Viborg og Lyngby BK i tabellen, når sæsonen bliver sat i gang i midten af marts. 

Angriberen, der er fyldt 31 år,  er kommet som kontraktfri fra FC Nordsjælland men har som bekendt også en fortid fra landets bedste række fra både FC København og Lyngby og står noteret for i alt 187 Superliga-kampe og 60 scoringer. 

Nu gælder det 1. division, men Morten Nordstrand ser det ikke som et skridt ned, når det foregår i en klub som AGF, hvor presset er af de større, hvilket han kun er glad for. 

- Presset, det lærer man at håndtere. Jeg har savnet det, faktisk. Jeg ved, at sådan er det i AGF. Jeg synes jo, det skærper mig. Jeg kan lide, at der er et tryk, og der er mange, der gerne vil have, at det skal gå godt, siger Morten Nordstrand til jp.dk

- Følelsen, når det lykkes, er det fedeste. Alle forventer, at vi skal rykke op. Vi har et mål, og når det lykkes…sådan noget spiller man for, det er sådan noget, man jagter. Også selv om det er 1. division. Vi spiller jo for at vinde. Det driver mig, siger han.

Mens Superligaens forårssæson bliver sat i gang på fredag, har AGF og Morten Nordstrand yderligere tre uger at forberede sig i, da forårssæson først starter 15. marts med en udekamp mod AB.