Video : Tipsbladet
1. division

Ny Helsingør-investor: Vi vil gerne i Superligaen om tre til fem år

Jordan Gardner er ny investor i FC Helsingør, og han har ambitioner om at bringe klubben i Superligaen.

De ligger sidst i NordicBet Ligaen, FC Helsingør, men der har alligevel været lidt at glæde sig over for Superliga-nedrykkerne denne vinter.

Klubben med direktør Janus Kyhl i spidsen har nemlig kigget efter muligheder for at få penge ind, og de penge er landet i form af en amerikansk investering.

Det er Jordan Gardner, der med en gruppe bag sig køber sin ind i FC Helsingør, og ambitionerne fra den nye pengemand er klar: Det er Superligaen på sigt.

- Vi vil gerne være i Superligaen om tre til fem år, når akademiet for alvor er kommet op at køre. Det kan også ske tidligere. Det er vigtigt at have et akademi, men det er også vigtigt at have et 1. hold, som akademispillerne kan se op til, siger Jordan Gardner til Frederiksborg Amts Avis.

Jordan Gardner står i spidsen for den gruppe, der køber sig ind i Helsingør, og det er en model, han tidligere har vist. Således har han med sin gruppe også investeret i Dundalk FC i Irland.

Jordan Gardner fortæller i artiklen, at danske spillere er vigtige, og at modellen ikke handler om at købe en masse spillere, men han siger også, at der skal bygges et akademi, hvor man kommer til at se amerikanere og brasilianere.