Video : Tipsbladet
1. division

Ny sejr sender Vejle mod toppen i 1. division

Vejle Boldklub besejrede torsdag FC Roskilde og er nu nummer to i 1. division.

Vejle Boldklub fik en skuffende start på sæsonen i 1. division, efter at de i den forgangne sæson rykkede ud af Superligaen. På det seneste er de dog kommet tilbage på rette spor, og de fortsatte her med en sejr over FC Roskilde torsdag aften.

Vejle besejrede nemlig FC Roskilde 2-0 og sikrede sig deres fjerde sejr på stribe.

Kampens første mål stod Vejles anfører, Jacob Schoop, for kort før pausen, da han sendte bolden i mål via stolpen. Kjartan Finnbogason stod for oplægget.

Derefter gik der lang tid, før der blev scoret igen, og først ti minutter før slutfløjtet kunne Diego Montiel fordoble Vejles føring.

Sejren sender Vejle Boldklub op på 17 point efter ni kampe i 1. division, og det er i skrivende stund nok til en andenplads i rækken. Førstepladsen FC Fredericia har ét point mere, mens Viborg, der dog blot har spillet otte kampe, også har 17.

I den modsatte ende er FC Roskilde dog fortsat på en sidsteplads, hvor de blot har syv point efter 10 kampe.