Video : Tipsbladet
1. division

Nykøbing FC glæder sig over Søren Christensen

Tilføjelsen af den tidligere FC Nordsjælland-spiller vækker glæde i Falster-klubben.

Nykøbing offentliggjorde tidligere i dag, at de har hentet den tidligere FC Nordsjælland-spiller, Søren Christensen, hjem til dansk fodbold på en treårig aftale.

Aftalen glæder klubben, som mener, at Søren Christensen passer perfekt ind i klubbens spillestil.

Søren er en intelligent og fremragende fodboldspiller. Teknisk er han meget stærk og har et eminent blik for sine medspillere. Han passer perfekt ind i måden, Nykøbing FC spiller fodbold på. Samtidig er Søren en vinder og kommer til os med et dansk mesterskab, to pokaltitler med FC Nordsjælland, over 200 Superligakampe, Champions League kampe og sæsoner i udlandet. Hans professionalisme, erfaring og vindermentalitet kommer til at betyde meget for Nykøbing FC både i kampe, på træningsbanen og uden for banen, skriver klubben på sin Facebook-profil.

Søren Christensen kommer fra området, og det har været vigtigt for klubben, siger formand, Claus Jensen.

- Vores samtaler over de seneste uger har handlet om Sørens passion og motivation for at være en del af rejsen med Nykøbing FC i den landsdel, han er opvokset i, hen mod Superliga senest i 2020, udtaler formanden.

Nykøbing FC oplyser, at aftalen er kommet i stand efter hjælp fra Jan-Per Christensen, storsponsorerene MSE, East Logistics Aps​, IFA Tagdækning og Schulz Biler​, samt klubbens folkeaktionærer.