Officielt: Kent Nielsen ny træner i SIF - men først om et år
Foto: Jan Christensen/Getty Images
1. division

Officielt: Kent Nielsen ny træner i SIF - men først om et år

Silkeborg IF har netop præsenteret Kent Nielsen som ny cheftræner i klubben, men han tiltræder først i juni 2019.

Under et døgn skulle der gå fra Peter Sørensens fyring i Silkeborg IF til, at klubben er klar med afløseren. Det bliver Kent Nielsen, der overtager jobbet i Silkeborg IF, er det netop blevet afsløret.

Men Kent Nielsen bliver først træer i klubben fra 1. juni 2019, da han skal have foretaget en ankeloperation. Indtil da bliver det Michael Hansen med fortid i FC Vestsjælland, og Skive IK, der varetager jobbet i Søhøjlandet.

- Vi har fundet den suverænt stærkeste løsning, vi kunne opnå i den situation, vi er i. Kent er en meget dygtig træner, og han passer ind i klubbens kultur, strategi og måden, vi gerne vil spille fodbold på. Omstændighederne gør, at han først kan tiltræde 1. juni 2019, og derfor er jeg meget glad for, at Michael Hansen har kunnet træde til. Den primære aftale med ham er, at han skal være vores nye head of coaching, men at han, indtil Kent Nielsen kan tiltræde, varetager jobbet som cheftræner. Han kommer som det friske pust med ny energi her og nu, siger sportschef Jesper Stüker.

Michael Hansen har selv 214 kampe på sit spiller-cv i Silkeborg IF og glæder sig til at vende tilbage - nu som træner.

- Jeg glæder mig til opgaven – både den jeg står umiddelbart overfor som cheftræner og siden som head of coaching. Jeg kender klubben ganske godt både i forhold til førsteholdet og på talentniveau, og i forbindelse med min ansættelse som head of coaching har jeg også allerede haft rigtig gode samtaler med ledelsen. Jeg kommer med det, jeg kan, og skal først og fremmest være mig selv. Og så handler det jo i bund og grund om, at spillerne skal vise sig frem. Nu har hver enkelt chancen for at vise hvad de kan, og dermed kan vi rejse os sammen, siger Michael Hansen.

Når Kent Nielsen overtager cheftræner-jobbet i sommeren 2019 fortsætter Michael Hansen dog i Silkeborg IF i en nyoprettet stilling som head of coaching.