Video : Tipsbladet
1. division

Ond stemning imellem danske lokalrivalers fans

Der er dårlig stemning imellem fansene fra Vejle Boldklub og FC Fredericia, hvilket igen kom til udtryk onsdag aften, da de to lokalrivaler mødtes NordicBet Ligaen.

På banen blev der udkæmpet et slag i sig selv, da FC Fredericia onsdag aften vandt med 1-0 ude over Vejle Boldklub og dermed tog et vigtigt skridt op i toppen af NordicBet Ligaen, hvor Vejle Boldklub nu blot er noteret for fire point efter fire kampe. 

Men uden for banen var der også lagt op til kampe - nemlig mellem personer fra de to hold fangrupper. 

Politiet har nemlig sigtet flere personer for lovovertrædelser i forbindelse med kamp-afviklingen - blandt andet personer, der forsøgte at komme i slagsmål med hinanden.

Til Vejle Amts Folkeblad forklarer vicepolitiinspektør Mikkel Ross:

- Der er noget, der ulmer mellem de to fraktioner, og vi prøver at få en dialog med boldklubberne og fanklubberne om, at der skal være en ordentlig afvikling af kampene. Det er fodbold, det drejer sig om, og ikke slagsmål.

Uroen, slagsmålene og forsøgene herpå onsdag, kommer i kølvandet på en episode for en uges tid siden, hvor personer fra de to forskellige fan-grupperinger mødtes foran Vejle Stadion, og hvor der blandt andet blev kastet en sten igennem en bilrude. Stenen ramte en 20-årig, der dog ikke kom slemt til skade.