1. division

Overblik: Så stærke er de 12 i 1. division

Tipsbladet leverer her et stort overblik over de 12 hold i landets næst bedste række.

Brønshøj

Måske endnu en placering lige under de bedste
Brønshøj overraskede alle i sidste sæson. Til tider spekulerede man endda i, om de kunne nå at spille med om oprykningen, men det var mest fordi, de øvrige tophold ikke præsterede stabilt. Brønshøj har i de seneste sæsoner været kendt for at samle spillere op, for hvem karrieren var ved at gå lidt i stå. Det bedste eksempel er Pierre Kanstrup, der gik fra rollen som marginalspiller i Brøndby til en lederskikkelse hos hvepsene.

Brønshøj har i denne sommerpause har haft adskillige spillere til prøvetræning. Mange af dem har været unge talenter, som er blevet kasseret i nogle af de øvrige klubber i København, eller også er det spillere, som har for langt til spilletid i de store klubber. Derfor er det blandt andre blevet til aftaler med Emil Berggren fra FC Nordsjælland og Thomas Aarris fra Brøndby.

De sidste sæsoner har vist, at Bo Henriksen er god til at samle et hold, der aldrig rigtig falder igennem. Det skal de også håbe på, at han har gjort op til denne sæson, for på papiret er der en del hold, der er stærkere end dem. Ligesom mange af de andre deltidsprofessionelle mandskaber går holdet fra Tingbjerg en hård sæson i møde, men det er ikke urealistisk, at Bo Henriksens tropper atter kan overraske og blande sig i feltet lige under de bedste. Optimismen er i hvert fald ikke blevet mindre efter et par solide præstationer i træningskampene, hvor det blandt andet blev til en 2-1-sejr op nedrykkerne Lyngby og en 2-0-sejr og AB.

Hold øje med

Brønshøj skal håbe, at holdets midterakse holder niveau. Især rutinerede Mads Ibenfeldt var vigtig i den forgangne sæson, og sammen med Rasmus Minor Petersen spillede han stabilt og var stærkt medvirkende til, at holdet lukkede godt af. I de sidste kampe i sæsonen, hvor de ikke havde det store at spille for, lukkede holdet en del mål ind, men inden da var forsvaret et af de stærkeste punkter på holdet. Klubben har også valgt at tilkendegive Ibenfeldts præstationer ved at tilbyde ham en kontrakt, der løber frem til næste sommer. 

Sidste sæsons profil: 
Pierre Kanstrup er en typisk Bo Henriksen-opfindelse. Midtbanespilleren havde langt til start-11’eren i Brøndby, og derfor tog han til Brønshøj i januar 2011 på en lejeaftale for et halvt år. Det skulle vise sig at være et godt træk for både Pierre Kanstrup og Brønshøj, der efterfølgende er blevet enige om en ny aftale, der gælder for næste sæson. Forlængelsen kom ikke som den store overraskelse, for Kanstrup er gået forrest i en flot Brønshøj-sæson, der både gav den tidligere Brøndby-spiller anførerbindet og titlen som Årets Spiller i klubben.

Tilgang
Valon Ljuti, B93 
Emil Berggren, FC Nordsjælland
Thomas Aarris, Brøndby

Afgang
Theis Pedersen, ukendt

Tipsbladets bud på en slutplacering: 7

Få status på endnu en klub - på næste side