1. division

Overblik: Så stærke er de 12 i 1. division

Tipsbladet leverer her et stort overblik over de 12 hold i landets næst bedste række.

FC Hjørring

Økonomiske problemer og en kamp for overlevelse

Missionen om at blive i 1. division lykkedes for FC Hjørring i sidste sæson, hvor nordjyderne sluttede på en tilfredsstillende 10. plads. Men overlevelsen var en lang, sej kamp for FC Hjørring, der valgte at fyre træner Boye Harpekost efter uoverensstemmelser midt i sæsonen. Samtidig kom klubben ud i et økonomisk uvejr, hvor klubben ikke længere måtte skrive kontrakter med spillere.

Nu er der imidlertid skrabet penge sammen i Nordjylland, og klubben kan nu igen agere på transfermarkedet. Det har klubben udnyttet ved at hente hele seks ny spillere ind, hvor de mest spændende navne er Mads Jessen fra SønderjyskE og FC Midtjyllands Alexander Ludwig, der er kommet til på en lejeaftale. Derudover er den tidligere New York Red Bulls-forsvarer Mike Jones hentet til Hjørring på opfordring fra Jimmy Nielsen, der har spillet sammen med Jones i Kansas City. Amerikaneren er en dyr herre at have i truppen, og indtil videre har han ikke givet valuta for pengene blandt andet på grund af manglende form.

FC Hjørring har samtidig tilknyttet den tidligere AaB-træner Søren Kusk som ny mand i spidsen, og der venter ham en vanskelig sæson, hvor FC Hjørring på forhånd ligner en af nedrykningskandidaterne sammen med FC Fyn, AB og for så vidt de andre halvtidsprofessionelle hold, der går et tætpakket kampprogram i møde.

Sidste sæsons profil
Dennis Ramonn var et af de offensive lyspunkter på sidste sæsons Hjørring-hold med seks sæsonscoringer, og nordjyderne kan også i fremtiden nyde godt af Ramonns mål og kreative kvaliteter. Klubben har således forlænget den tidligere Thisted-spillers kontrakt med yderligere to år, og den lille, hurtige og dynamiske Ramonn kan blive meget spændende at følge i FC Hjørrings bestræbelser på at sikre sig endnu et år i 1. division.

Hold øje med
På grund af skarp konkurrence i FC Midtjylland kom den unge centerforsvarer Alexander Ludwig i overskud på heden, og det har man udnyttet i FC Hjørring. Ludwig har i opstarten gjort det fremragende i det centrale forsvar, og ud over sin manglende højde besidder Alexander Ludwig alle de kvaliteter, der skal til, for at blive en dygtig forsvarsspiller. Han er godt skolet fra sin tid i FC Midtjylland, og han kan blive en central brik i nordjydernes bagerste geledder.

Tilgang
Christian Overby, Blokhus FC
Jesper Blicher, FC Fredericia
Mathias Schlie, FC Fredericia
Alexander Ludwig, FC Midtjylland
Mads Jessen, SønderjyskE
Mike Jones, klubløs

Afgang
Roel van Hemert, Waasland
Calum Butcher, ukendt
Michael Sten, ukendt
Jesper Weinkouff, ukendt
Sune Gundersen, ukendt
Tobias Ørtoft, ukendt

Tipsbladets bud på en slutplacering: 10

Få status på endnu en klub - på næste side