Video : Tipsbladet
1. division

Overvejer karrierestop: Hobro eller et nyt kapitel

Den tidligere Superliga-spiller Simon Skou Jakobsen har fundet sig godt til rette i Hobro IK og vil gerne blive i klubben. Kan han ikke forlænge, vil han ikke spille videre.

Han forlod i januar 2020 hjerteklubben Silkeborg IF, men Simon Skou Jakobsen nyder fortsat sin fodbold.

Stopperen, der er på kontrakt i Hobro IK, håber på, at han kan få en forlængelse af den aftale, der løber ud til sommer. Det siger han til NordicBet.

Kan han ikke det, er han klar til at vinke farvel til den professionelle fodbold. Det gør han det klart i samme interview.

- For et par måneder siden tænkte jeg, at det nok var min sidste kontrakt, fordi det var for rodet med skader og modgang. Men nu er jeg nået til, at jeg uanset hvad gerne vil have forlænget min kontrakt. Jeg vil gerne spille mindst et år mere. Det skal jeg selvfølgelig kæmpe for. Det kommer ikke af sig selv, hvis ikke jeg enten er god nok eller for meget skadet. I så fald vil Lars Justesen (teknisk chef) jo ikke forlænge min kontrakt, så det skal jeg selvfølgelig kæmpe for, og det bliver spændende.

- Det kan godt være, at jeg kun er 32 år i sommeren 2023, men det vil også være et passende punktum, for jeg kommer ikke til at fortsætte til jeg er 38 år eller gå længere ned i niveau. Det bliver enten Hobro eller et nyt kapitel. Jeg er ret afklaret med, at jeg har haft mine to eventyr i SIF og Hobro. Så har det været en fed karriere. Men jeg håber, at det vil ende med minimum et år mere, siger Simon Skou Jakobsen til NordicBet.

Forsvarsspilleren har spillet seks kampe fra start i denne sæson, men han har i de sidste fem ligakampe taget plads på bænken.

Hobro IK ligger aktuelt næstsidst i NordicBet Ligaen, hvor man har hentet ni point efter 12 kampe.