Peter Sørensen i vredesudbrud: Vi mangler niveau
Foto: Getty Images/Jan Christensen
1. division

Peter Sørensen i vredesudbrud: Vi mangler niveau

Cheftræneren i Silkeborg IF er ikke tilfreds med det niveau, spillerne har vist i de sidste kampe.

Mod Viborg FF i sidste uge indkasserede Silkeborg IF et rungende nederlag på 3-0, og det blev ikke meget bedre for det midtjyske hold i dagens træningskamp mod FC Fredericia.

Et nederlag på 3-1 var nemlig faktum efter de 90 spillede minutter, og det er ikke godt nok, erklærer manager Peter Sørensen.

– Jeg er gal over, at for få viser at de er på det niveau, jeg mener, de har. Så enten må vi afstemme vores forventninger efter det niveau, vi har vist i de sidste to kampe, eller også må vi spille op til det niveau, jeg mener vi har. Og jeg fastholder til det sidste troen på, at vi er gode nok til at konkurrere om at rykke op. Men det kræver, at vi går ud og giver det, der skal til, siger Peter Sørensen til klubbens hjemmeside.

– Der er ingen grund til at tro, at man kan vinde, hvis ikke man hver især spiller op til sit bedste. De hold vi kommer til at møde i 1. division, er gode hold. De kan også spille fodbold, og de går ud og gør deres bedste, hver gang. Det skal vi huske. Vi har kvalificeret os til at spille i 1. division, og det har vi, fordi vi i det lange løb ikke var dygtige nok til Superligaen. I dag var for mange for dårlige, og det er jeg ikke vild med, når dette var den sidste test. Hvis ikke vi spiller op til vores bedste, kan vi ikke forvente at vinde. Det er nu forhåbentlig gået op for os.

Om halvanden uge indvier Silkeborg IF sæsonen mod Thisted.