Video : Tipsbladet
1. division

Ronnie Schwartz sikrede Silkeborg-sejr i slutminutterne

Silkeborg IF rykker tættere på oprykning fra NordicBet Ligaen efter en ny sejr.

FC Fredericia tog fredag aften imod Silkeborg IF i et topopgør i NordicBet Ligaen. Før opgøret lå værterne således nummer fire i rækken og kunne med en sejr indtage tredjepladsen foran Næstved, mens Silkeborg IF kunne holde fast i sin førsteplads med en sejr.

Og i det opgør var det Silkeborg, der kunne hente alle tre point.

I kampens første halvleg var FC Fredericia ellers det farligste hold på banen, og flere gange kom de også frem til et par store chancer, der kunne have bragt dem foran. De manglede dog skarpheden, mens Silkeborg-keeperen Oscar Hedvall stod en god kamp.

Efter pausen kom Silkeborg så bedre med, men de manglede ligeledes skarpheden, og det så længe ud til, at kampen ville ende uden vinder. 

Det fik Ronnie Schwartz dog ændret på med få minutter igen. Efter et velspillet angreb sendte Sven Crone et indlæg ind i fødderne på Schwartz, der fik flugtet bolden i mål. Det var hans 17. sæsonmål i NordicBet Ligaen. 

Det blev kampens sidste mål, og Silkeborg hentede altså alle tre point. Dermed er Silkeborg sikre på at holde førstepladsen i denne runde, da de har fire point ned til Viborg FF på andenpladsen. Til gengæld mister Fredericia et skridt i kampen om oprykningspladser, da de er to point efter rækkens tredjeplads, Næstved, der har en kamp til gode.