Video : Tipsbladet
1. division

Roskilde-ejer om matchfixing-mistanke: Det er en lortesag

Den verserende matchfixingsag involverende FC Roskilde optager både sponsorer, fans og klubbens frivillige, fortæller klubbens ejer.

Mens stadig flere oplysninger om den igangværende matchfixingsag med 1. divisionsklubben FC Roskilde i centrum når offentlighedens lys, er klubben selv i gang med at undersøge sagen. Og det optager hele organisationen.

- Jeg har det sindssygt dårligt. Det er en lortesag. Sponsorer spørger, tilskuere og fans spørger, frivillige spørger. Alle spørger. Men vi kan ikke sige noget. Det er en dødssyg situation for alle, siger FC Roskilde-ejer Carsten Salomonsson til politiken.dk

Han vil ikke kommentere yderligere, så længe undersøgelsen er i gang, men understreger, at sagen “lægger en dyne over klubben”.

Sagen startede tidligere på måneden, da daværende FC Roskilde-træner Christian Lønstrup ifølge BT konfronterede sin spillertrup med mistanke om matchfixing. Siden kom det i går frem i Politiken, at det tyske spilleselskab Tipico har registreret mistænkelige væddemål på kampe involverende FC Roskilde.