Video : Tipsbladet
1. division

Roskilde kunne være reddet i december: Rigmand havde fire millioner klar

I december tilbød Lars-Christian Brask at hjælpe, og nu har han ikke længere tid, da han foruden sin erhvervskarriere er ved at gøre klar til et folketingsvalg.

FC Roskilde er i store økonomiske vanskeligheder, og mandag blev deadline for en redning af klubben udskudt til torsdag, som nu kommer nærmere og nærmere. Situationen er, at de mangler 3,5 millioner kroner for at redde klubben og sikre driften.

Men de penge kunne allerede været kommet tilbage i december. Det fortæller erhvervsmanden og politikeren Lars-Christian Brask i et interview med sn.dk.

Dengang tilbød han fire millioner og en krone for FC Roskilde A/S til den forhenværende ejer Bo Tue Knudsen, men det blev ifølge Brask mødt med en kold skulder, som han blev så træt af, at han trak tilbuddet tilbage.

- FC Roskilde og Bo Tue fik chancen i december. Der havde jeg tid, men nu kører jeg folketingsvalg-kampagne, og tiden er løbet fra det nu. Jeg tilbød Bo Tue fire millioner og en krone, og så var der også penge til at dække et driftsunderskud i 2019 på fem-seks mio. kr, siger han og fortsætter:

- Min gruppe og jeg var klar, og det er vanvittigt, at vi står her nu. Vi skulle ikke ud med fremstrakte hænder og bede om penge, som man er nu. Vi var på plads, så vi kunne blive bæredygtige i 2019 og også i 2020, siger Brask.

Lars-Christian Brask slår dog også fast, at han ønsker det bedste for FC Roskilde, men at han mener, at håndteringen af det hele har været amatøragtig, mudret og uklart. Dertil mener han ikke, at det er svært at komme til en by som Roskilde og redde en fodboldklub.

FC Roskilde spiller i 1. division, hvor de er på 9. pladsen med fire point ned til nedrykningsstregen.