Video : Tipsbladet
1. division

Sen scoring sikrede Vejle point mod Fremad Amager

En sen scoring af Kjartan Finnbogason sikrede Vejle Boldklub ét point mod Fremad Amager lørdag.

Fredag blev 1. division sparket i gang, da en af oprykkerfavoritterne, Viborg FF, sikkert slog FC Roskilde, og lørdag skulle endnu en af forhåndsfavoritterne i aktion.

Vejle Boldklub, der i sidste sæson rykkede ud af Superligaen, gæstede således Fremad Amager i deres første kamp i 1. division i denne sæson, og det sluttede med en pointdeling efter en vild afslutning.

I slutningen af første halvleg bragte den nytilkomne brasilianer Nicolas Gianini Dantas ellers Vejle i front, da han bragede et frispark direkte i netmaskerne.

Efter knap 70 minutters spil fik Fremad Amager også bolden i nettet ved Reda Rabei, men det blev annulleret for offside. Reda Rabei tog til gengæld revanche knap ti minutter før tid, hvor han igen fik sendt bolden i nettet. Denne gang blev målet imidlertid godkendt, og der var bragt balance i regnskabet.

Og Fremad Amager var ikke færdige. Få minutter efter bragte værterne sig også i front, da Lukas Engel afsluttede en solotur med at sende bolden i mål.

Det blev dog ikke det afgørende mål, og dybt inde i overtiden udlignede Vejles Kjaran Finnbogason på hovedstød. Efterfølgende kunne dommeren fløjte af, og det sluttede 2-2.