SIF-målmand om Sørensen-fyring: Vi har brug for selvtillid
Foto: Jan Christensen/Getty Images
1. division

SIF-målmand om Sørensen-fyring: Vi har brug for selvtillid

Silkeborg IF's målmand Thomas Nørgaard ærgrer sig over, at Peter Sørensen er blevet fyret i klubben.

Efter en nedrykning fra Superligaen og tre kampe i 1. division uden sejr og ét eneste mål gik den ikke længere for Peter Sørensen.

Silkeborg IF meddelte således tirsdag, at klubben har valgt at ophæve samarbejdet med Sørensen, der har stået i spidsen for klubben siden 2015. Og det ægrer den rutinerede Silkeborg-målmand Thomas Nørgaard:

- Jeg fik det at vide kort før offentliggørelsen, og det er bare super ærgerligt. Det er vel en naturlig konsekvens af de mange dårlige resultater, og det falder desværre tit tilbage på træneren, siger den 31-årige målmand til tipsbladet.dk, og tilføjer, at spillertruppen ikke har været inde over beslutningen:

- Selvfølgelig kommer der altid utilfredshed og frustration i en dårlig periode, men vi har ikke i spillertruppen presset på for en fyring, slår Thomas Nørgaard fast.

Silkeborg IF har det seneste halve år sagt farvel til profilerede navne som Robert Skov, Jens Martin Gammelby, Sammy Skytte, Vladimir Rodic og Tobias Salquist, og selvom der trods alt er kommet et par erstatninger ind, afviser Thomas Nørgaard, at Peter Sørensen har fået for svære arbejdsbetingelser i Silkeborg:

- Jeg synes ikke, at han har fået dårlige forudsætninger. Det er filosofien i Silkeborg, at man skal sende de mest talentfulde spillere videre, og selvom jeg har en klar opfattelse af, at der har været midler til at hente erstatninger, så skal det også med i ligningen, at man ikke er førstevalg, når man spiller i 1. division. Vi har også fået nogle dygtige spillere ind, siger målmanden, der yderligere sætter et par ord på, hvad klubben har brug for i en ny træner:

- Vi har brug for selvtillid. Vi har været for nemme at knække i de seneste par kampe, så den nye træner skal kunne give os et selvtillidsløft. Men det er for svært på nuværende tidspunkt at sige noget, om hvilken trænertype det skal være, siger Thomas Nørgaard afslutningsvist. 

Silkeborg IF har endnu ikke præsenteret en afløser for Peter Sørensen, men administrerende direktør Kent Madsen fortæller i en pressemeddelse, at der arbejdes på højtryk for at få en løsning på plads. 

Tipsbladet.dk er kommet op med tre bud på en afløser - find dem her.