Silkeborg forlænger med 20-årig midtbanetalent
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
1. division

Silkeborg forlænger med 20-årig midtbanetalent

Mads Emil Madsen har fået forlænget sin kontrakt med Silkeborg IF, så den nu løber til udgangen af 2022.

20-årige Mads Emil Madsen har i denne sæson fået sit gennembrud på Silkeborg IF's førstehold og er nu også blevet belønnet for sine anstrengelser.

1. divisionsklubben har nemlig sikret sig midtbanespilleren på en ny fireårig kontrakt frem til udgangen af 2022:

- Det er megafedt. Jeg er glad for at have skrevet under på en lang kontrakt, for det giver mig ro til at koncentrere mig om fodbold og om at udvikle mig. Og så er det også en rar følelse, at jeg kan give noget tilbage til SIF. Klubben har investeret mange ressourcer i mig, og gennem min tid på ungdomselite-holdene har hver eneste af de trænere, jeg har haft, bidraget til at jeg har kunnet udvikle mig. Nu er det tid for mig at betale tilbage, siger den unge midtbanespiller til klubbens hjemmeside.

Også Silkeborg IF er glade for kontraktforlængelsen:

- Jeg er meget glad for, at Mads Emil Madsen nu er kommet på en langtidsaftale. Han er kommet godt ind i sin seniortid og bidrager nu til resultaterne for vores førstehold. I min verden er det en flot historie. Mads Emil kom ind til os som 12-årig, han har udviklet sig i vores talent-system, og nu er han en fast del af vores førsteholdstrup

- SIF høster nu de frø, vi i fællesskab med Mads Emil har sået op igennem talentrækkerne, siger sportschef Jesper Stüker.

Mads Emil Madsen står noteret for fem Superliga-optrædener. I denne sæson har han fået syv kampe i 1. division.