Video : Tipsbladet
1. division

Silkeborg forlænger med offensivtalent

Jeppe Okkels har forlænget sin aftale med Silkeborg IF til sommeren 2022.

Hans aftale stod til at løbe ude til sommer, men Jeppe Okkels forlader ikke Silkeborg IF foreløbig.

Den 19-årige offensivspiller har nemlig forlænget aftalen med klubben, så han nu er på kontrakt i Silkeborg frem til sommeren 2022. Det bekræfter klubben på sin hjemmeside.

Og det glæder Okkels, der nu kan koncentrere sig om sin udvikling med Silkeborg IF i 1. division.

- For mig er det lidt af en julegave. Det er en lettelse, at kontrakten er kommet på plads og dejligt, at jeg nu kan koncentrere mig om fodbold og fortsætte min udvikling. Jeg synes, jeg har taget gode skridt, men jeg har også gode forudsætninger for at udvikle mig endnu mere. Jeg vil gerne lave flere mål og oplæg til mål, fortæller Okkels til klubbens hjemmeside.

Også klubbens sportschef, Jesper Stüker, håber, at Okkels kan fokusere mere på spillet på banen og blive en mere kampafgørende spiller, fortæller han.

– Jeg tror, at det både er godt for SIF og Jeppe Okkels, at vi nu har en aftale på plads. Al historik viser, at det giver en højere grad af fokus, som kan gøre forskellen til, at Jeppe får lagt de næste skridt på sin udvikling og i højere grad bliver en kampafgørende spiller. Med alt det gode, som Jeppe allerede har i sit spil, vil disse skridt være med til at gøre ham til en profil for klubben og potentielt en spiller, der kan komme til at spille på rigtig højt niveau, lyder det fra Stüker.

Okkels har trods sin unge alder allerede spillet 56 kampe og scoret fem mål for Silkeborg IF.