Video : Tipsbladet
1. division

Silkeborg overvejer forstærkning til midtbanen

Casper Sloth prøvetræner i USA, og Ibrahim Moro har fået ophævet sin aftale. Nu er SIF-starter blevet skadet, så klubben er kigger sig om efter ny spiller.

Silkeborg IF kæmper for oprykning til Superligaen, men her inden det går løs i NordicBet Liga-foråret er klubben kommet i problemer på den centrale midtbane.

Ibrahim Moros aftale blev ophævet tidligere på måneden, og ude i kulden er også Casper Sloth, der er i USA i øjeblikket, hvor han prøvetræner og håber på en aftale. Så der er ikk emeget gardering, og det er et problem for SIF, der er uden Mads Emil Madsen noget tid.

Den talentfulde midtbanespiller fra Silkeborg er blevet skadet, og ifølge SIF-træner MIchael Hansen er han som minimum ude til 1. marts og måske hele foråret.

Derfor har SIF-ledelsen gang i en søgen efter en gardering til den vigtige position, hvor Mikkel Vendelbo lige nu er eneste mand, der er naturlig central midtbane, men hvor også Valence Nambishi og Magnus Mattsson kan spille.

Pelle Mattsson, Magnus Mattssons lillebror, spillede torsdag pladsen på den centrale midtbane, da SIF mødte SønderjyskE i en testkamp, der endte 2-2 og blev spillet over tre gange 45 minutter.

- Usikkerheden omkring Mads gør det selvfølgelig ekstra krævende, at vi kigger efter nogle, der kan hjælpe os på de centrale positioner på midtbanen. Det arbejder vi på hver eneste dag, og vi har stadig lidt tid at gøre med, siger Jesper Stüker til Midtjyllands Avis.

Mads Emil Madsen var starter i hele efteråret for SIF og var et af lyspunkterne for klubben, der ligger nummer to i den næstbedste række.