Video : Tipsbladet
1. division

Silkeborg-træner efter remis i topopgør: Intet er afgjort

Silkeborgs cheftræner understreger, at intet er afgjort endnu, efter at Silkeborg IF og Viborg FF spillede uafgjort i et topbrag tirsdag aften.

Der var et topbrag på menuen tirsdag aften i NordicBet Ligaen, da Silkeborg IF tog imod Viborg FF, og her sluttede detuden vinder.

Viborg kom ellers foran med to mål allerede efter 13 minutter, men Silkeborgs Ronnie Schwartz scorede sit 20. og 21. sæsonmål efter henholdsvis 40 og 49 minutter og sikrede dermed et point.

Efter det kampforløb er Silkeborgs cheftræner, Michael Hansen, godt tilfreds med det ene point. Det fortæller han til Silkeborgs hjemmeside.

- Ja, jeg er tilfreds. Som kampen udviklede sig, var ét point okay, selv om vi på forhånd gik efter sejren. Kulissen hjalp og vi fik mandet os op efter Viborgs tidlige føring, lyder det fra Michael Hansen.

Resultatet betyder, at Silkeborg IF holder fast i førstepladsen i NordicBet Ligaen, der giver direkte oprykning til Superligaen, med 55 point, og de har ét point ned til netop Viborg FF. Der resterer imidlertid fortsat to runder, og Michael Hansen understreger, at intet er afgjort.

- Vi manglede det sidste i spillet, og det blev lidt en magtkamp, hvor Viborg bød godt ind. Med 2-2 er intet afgjort, men vi har stadig det ene points forspring til Viborg, fortæller Michael Hansen.

Efter Silkeborg og Viborg er Fremad Amager nummer tre med 50 point, mens Næstved er nummer fire med 49 point.