Sivebæk fortsætter karrieren i Viborg
Foto: Polfoto/Joachim Ladefoged
1. division

Sivebæk fortsætter karrieren i Viborg

Christian Sivebæk har underskrevet en kontrakt med Viborg FF. Han skifter fra Vejle til sommer.

Christian Sivebæk er fortid i Vejle til sommer, hvor han skifter til Viborg FF. Det har Viborg netop offentliggjort på klubbens website. 

Superliga-nedrykkerne har underskrevet en kontrakt med Christian Sivebæk, der løber frem til udgangen af 2017.

- Vi har fulgt Christian Sivebæk længe, og vi synes, han er en spændende spiller med nogle unikke spidskompetencer. Han har en utrolig speed og slår gode indlæg, som er nogle af de kvaliteter, vi kigger efter. Vi har samtidig bemærket, at han er blevet mere moden og stabil i sit spil, og leverer flere og flere stærke præstationer, så vi glæder os til, at han bliver en del af Viborg FF, siger Viborgs sportsdirektør Ole Nielsen.

Christian Sivebæk ser frem til den nye udfordring i Viborg. 

- Jeg føler mig klar til at tage det næste skridt i min karriere, og hele det sportslige setup i Viborg har tiltalt mig rigtig meget. Vi har en fælles ambition om at spille Superliga indenfor en overskuelig fremtid, og jeg ser Viborg som en meget attraktiv mulighed for at udvikle mig yderligere, siger han. 

Vejle Boldklub har tidligere i dag oplyst, at klubben gerne ville have forlænget Christian Sivebæks kontrakt, men at der ikke er råd til at lave en ny aftale med midtbanespilleren.

Christian Sivebæks skifte fra Vejle til Viborg er samtidig et skridt fremad i tabellen i 1. division, hvor Viborg er placeret som nummer to, mens Vejle overvintrer på niendepladsen.