Skade tvinger tidligere Esbjerg-anfører til at indstille karrieren
Foto: Jan Christensen/Getty Images
1. division

Skade tvinger tidligere Esbjerg-anfører til at indstille karrieren

Jesper Jørgensen har sat punktum for sin aktive fodboldkarriere. Fem operationer og ingen kampe de sidste 10 måneder får den nuværende Esbjerg fB-spiller og tidligere -anfører til at sige stop.

Det var helt sikkert ikke sådan, Jesper Jørgensen havde tænkt sig, karrieren skulle slutte, da han for to år siden vendte hjem til sin barndomsklub. Dengang blev midtbanemanden, der havde været en profil i den belgiske liga, set som et scoop for Esbjerg fB, men den gamle kaptajn fandt aldrig det samme niveau som før udrejsen.

Det skyldes ikke mindst skader, og den seneste af slagsen tvinger ham nu til at stoppe karrieren i utide. Jørgensen havde ellers kontrakt frem til sommer, men har ikke været i kamp siden maj 2017.

- Jeg har prøvet alle mulige slags behandlinger mange steder, men jeg må erkende, at knæet ikke længere kan holde til belastningen, og i den sammenhæng vil jeg sige tak til alle dem, der har forsøgt at hjælpe mig. Der har ikke været en finger at sætte på noget som helst, men det er bedre at være realistisk end at trække pinen ud, siger Jesper Jørgensen til klubbens hjemmeside.

- Selvfølgelig gør det ondt på mig, fordi jeg er vendt tilbage, fordi jeg har et kæmpe hjerte for EfB, der har været så stor en del af mit liv, og jeg ville forfærdeligt gerne have bidraget mere på banen. Jeg har forsøgt at give noget til de unge, mens jeg har været ude, men det er klart, at min sidste tid i EfB ikke blev som håbet.

- Jeg har så mange gode minder herfra, hvor jeg har været en del af klublivet, siden jeg var 16 år, og det betyder bare rigtigt meget, når jeg for eksempel får besøg på hospitalet af vores tidligere holdleder Kaj Schmidt. Der er mange personer, som har haft stor betydning for mig, og jeg vil gerne takke dem alle sammen.

33-årige Jørgensen nåede 238 kampe for EfB, men efter fem operationer og et 19 dage langt hospitalsophold de seneste 10 måneder står det klart, at knæet ikke bliver sig selv igen. 

Han kalder selv beslutningen "sindssygt svær", men forsøger nu at se mod fremtiden. Måske byder den på et job i fodboldens verden.

- Det er noget, som jeg kigger på, og jeg har også talt med EfB om, hvilke muligheder der er, men der er ikke noget på plads endnu. Under alle omstændigheder, så skal jeg skabe en ny karriere, og det vigtigste er, at det er noget, som jeg brænder for. Jeg har altid arbejdet hårdt, så det er ikke afgørende, om det er seks, otte eller 10 timer om dagen, men derimod, at jeg kan se mig selv i det. Det er noget, som jeg skal til at kigge på nu, hvor min første karriere er slut.

Jesper Jørgensens sidste kamp på topniveau blev en ulykkelig en af slagsen. Det var nemlig EfB's nedrykningskamp mod AC Horsens i maj i fjor.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.