Skarp Fetai imponerer i FC Roskilde
1. division

Skarp Fetai imponerer i FC Roskilde

FC Roskildes cheftræner er godt tilfreds med Bajram Fetai, der har fundet formen efter sine knæproblemer.

I aften står to af 1. divisionens mest formstærke mandskaber overfor hinanden, når FC Roskilde tager imod AGF.

FC Roskilde har blomstret op i foråret, hvor de har vekslet vinterpausens nedrykningsplads til en øjeblikkelig 6. plads.

 
Ud over flere forstærkninger skyldes det også en velspillende Bajram Fetai, der tidligere har døjet med en knæskade efter skiftet i sommer. Men hans nuværende form imponerer cheftræneren.
 
- Bajram har gjort det virkelig godt som angriber - både i hans pres, men også hans evne til at løbe ned i banen og modtage bolden og spille andre fri. Han er ekstremt god til at finde sine holdkammerater, og det så vi mod AB og mod Skive, og mod AB scorede han også selv. Han ser rigtig skarp ud.
 
- Det tog lang tid at få ham fit og helt klar, men det vidste vi, da vi hentede ham. Derfor er det så fedt, at det bærer frugt nu - og Bajram nyder det ekstremt meget nu og synes, det er fedt at spille fodbold. Det kommer os til gode, og han skal bare fortsætte, siger cheftræner Anders Theil til sn.dk.
 
Kampen mod AGF spilles klokken 19 på Roskilde Idrætspark.