Thisted FC forstærker sig med defensiv ledertype
Foto: Thisted FC
1. division

Thisted FC forstærker sig med defensiv ledertype

Lukas Enevoldsen er blevet sikret på en et-årig aftale i Thisted FC. Han skifter med øjeblikkelig virkning fra Brabrand i 2. division.

Det er noget af en opgave, Bo Thomsen står over for. Efter et ophold hos Holstebro Boldklub i Danmarksserien står træneren nu i spidsen for Thisted FC i 1. division.

Og i bestræbelserne på at klare sig godt i den kommende sæson har Bo Thomsen valgt at opruste. 25-årige Lukas Enevoldsen har skrevet under på en et-årig aftale med Thisted FC. Han skifter fra Brabrand i 2. division.

- Vi har fuldt Lukas gennem en længere periode og havde Lukas øverst på listen over stærke centerforsvarer, efter det ikke lykkedes at forlænge aftalen med Matej Podstavek. Lukas er en stærk fysisk duel spiller og også en spiller, der viser stort lederskab, siger direktør Karl Kristian Guldhammer til klubbens hjemmeside.

Cheftræneren har da også holdt øje med forsvarsspilleren i et stykke tid.

- Lukas er fysisk stærk, hurtig og god med hovedspillet i begge felter, og det vil forstærke os på standardsituationer. Vi får endvidere en rigtig kriger, der også verbalt påtager sig en masse ansvar på og uden for banen. Lukas er den ledertype, som vi har ønsket at få ind i centerforsvaret, og det passer perfekt til vores spillestil og vores unge spillertrup, siger Bo Thomsen.