Video : Tipsbladet
1. division

Tidligere OB'er bliver teknisk direktør i Næstved

1. divisions-klubben Næstved har inden for den seneste uge fået udenlandske ejere, ny direktør og nu også ny teknisk direktør.

Det er nye tider i Næstved Boldklub, der for nyligt skiftede ejere, da den tidligere tyske landsholdsspiller Fabian Ernst og Alex Quaye, der driver et fodboldakademi i Ghana, købte 1. divisionsklubben.

Ind som direktør er kommet Jacob "Gaxe" Gregersen, og nu er klubben også klar med en teknisk direktør. 

Det bliver den tidligere sportslige koordinator i OB, Michael Buchholtz, der tiltræder stillingen som teknisk direktør.

- Vi har en ejer, der har kompetencer på højeste niveau, når vi snakker om det sportslige netværk. Vi har "Gaxe", der også har kompetencer på højeste niveau, når det gælder det sportslige, så min rolle bliver mange andre ting. Jeg skal for eksempel have med alt det administrative at gøre, hvor jeg kan bidrage med noget til helheden, siger Michael Buchholtz til sn.dk og gør det klart, at han blandt andet bliver den direkte kontakt-kanal til Næstved Kommune og andre samarbejdspartnere. 

Michael Buchholtz var sportslig koordinator i OB frem til 2012, hvor han forlod den fynske Superliga-klub. 

Næstved er inden forårssæsonen nummer fem i 1. division og ligger a point med FC Fredericia, der holder tredjepladsen, der giver en plads i oprykningsplayoff-kampene til Superligaen.