Video : Tipsbladet
1. division

Tidligere sportschef: Agent forlangte 75.000 kroner under bordet

Jesper Frisenholm er tidligere sportschef i Næstved BK, og han husker ikke andre fupmagere som Bernio Verhagen. Til gengæld var der engang en agent, der ville have en stor sum penge for at sælge nogle spillere.

Det er ikke kun Viborg FF, der er blevet snydt af Bernio Verhagen. For tre år siden nåede Næstved Boldklub også kortvarigt at stifte bekendtskab med svindleren fra Holland, som daværende træner Mogens Krogh fortalte forleden.

I første omgang havde sportschefen fra dengang, Jesper Frisenholm, ellers benægtet kendskab til Verhagen. Det har den naturlige forklaring, at han var på ferie, da Verhagen var på besøg. Og det besøg varede ikke lang tid.

Læs også:Viborg-direktør ryster på hovedet over Verhagen: Kontrakten er ophævet

Det var meningen, at hollænderen med det imponerende (men falske) cv skulle starte inde i en testkamp. Men allerede under opvarmningen stod det klart, at han var så ringe, at det ikke kunne komme på tale. Derefter sendte Krogh ham hjem.

Frisenholm husker ikke andre svindlere af samme kaliber, men lyssky metoder er ikke noget særsyn i fodboldens verden.

Læs også:Viborgs skandalespiller afhøres: Er også anmeldt for voldtægt

- Vi har mødt en enkelt agent, der faktisk havde et velkendt navn i branchen, der kom og fortalte, at han kunne sælge nogle spillere for os, men han skulle lige starte med at have 10.000 euro (75.000 kroner, red.) under bordet. Da vi med det samme takkede nej til det tilbud, døde interessen for vores spillere sjovt nok også, siger Jesper Frisenholm til sn.dk.

Mens agenten forbliver unavngivet og ustraffet, kan det samme dårligt siges om Bernio Verhagen. Den skandaleombruste "spiller" blev i går fremstillet i grundlovsforhør og siden varetægtsfængslet. Han er på nuværende tidspunkt anklaget for både bedrageri, røveri, overfald og voldtægt.

Han nægter sig skyldig, og hans forsvarer appellerede varetægtsfængslingen på stedet.

Læs også:Viborg-spiller om Verhagen-skandale: Intet slår "kone-gate"

Læs også:Viborg holder fokus trods skandalesag: Der vil altid være skriverier

Læs også:Avis: Verhagen anholdt og sigtet for røveri