Tysk overtagelse nærmer sig i Næstved: De vil investere massivt
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
1. division

Tysk overtagelse nærmer sig i Næstved: De vil investere massivt

En tysk investorgruppe er tæt på at overtage Næstved Boldklub og vil forsøge at rykke klubben op i Superligaen i denne sæson.

I midten af december kunne sn.dk erfare, at Næstved Boldklub var tæt på at blive overtaget af en tysk investorgrupper, der blandt andet består af den tidligere landsholdsspiller Fabian Ernst.

Og den overtagelse rykker nu tættere på.

Næstveds hovedaktionær og direktør, Peter Birk, bekræfter ifølge Ekstra Bladet i en mail, at et salg er tæt på, og det forventes at falde på plads i løbet af de næste uger.

Birk forklarer, at han sælger klubben, da han og bestyrelsen ikke har kunnet forøge omsætningen nok til at jagte en oprykning til Superligaen. Det kan den tyske investorgruppe imidlertid, og de vil investere massivt i truppen, forklarer Birk.

- Det vil de gøre ved at investere massivt i spillertrup samt organisation på den korte bane. Det har været vigtigt for mig, at en kommende investor har musklerne til at gøre det bedre end den nuværende ejerkreds, skriver Birk, der også tilføjer, at investorgruppens mål er, at Næstved skal i Superligaen allerede til sommer.

Ekstra Bladet skriver endvidere, at Birk fortsætter i en rolle i klubben, mens cheftræner Michael Hemmingsen forventes at fortsætte i klubben.

Næstved ligger i øjeblikket nummer fem i 1. division med 29 point efter 19 runder.