Video : Tipsbladet
1. division

Vejle-chef om midtbanereserve: Vi skal have fundet en holdbar løsning

Henrik Tønder erkender, at Vejle Boldklub og Mathias Hebo Rasmussen skal have fundet en løsning, så midtbanespilleren kan få spilletid.

I januar skiftede Mathias Hebo Rasmussen fra Lyngby Boldklub til Vejle Boldklub, hvor han skulle hjælpe klubben fra Nørreskoven med at sikre overlevelse i Superligaen.

Det lykkedes ikke, da Vejle Boldklub endte med at rykke ud, og for Hebo Rasmussens eget vedkommende var skiftet heller ikke en succes. Kun to gange i foråret kom han i aktion for Vejle Boldklub, og han har oftest været helt ude af truppen.

Helt ude af truppen var han også, da Vejle lørdag spillede testkamp mod Flensborg, og det tyder ikke på, at han kommer til at spille en rolle for Superliga-nedrykkerne. Og situationen skal der derfor findes en holdbar løsning på, understreger Vejles direktør, Henrik Tønder.

- Vi skal have fundet en løsning, som er holdbar for begge parter, siger Henrik Tønder til Vejle Amts Folkeblad og tilføjer, at de skal finde ud af, hvordan Hebo Rasmussen kan få spilletid.

Mathias Hebo Rasmussen, 23 år, har tidligere spillet for Lyngby Boldklub, FC Fredericia, FC Vestsjælland og FC Nordsjælland.