Video : Tipsbladet
1. division

Vejle-profil forlænger og udlejes

Superliga-nedrykkerne har netop offentliggjort, at de har forlænget kontrakten med Allan Sousa, som de samtidig sender på leje i den belgiske klub Sint-Truiden VV.

Den brasilianske tekniker har spillet 70 kampe for Vejle Boldklub og scoret 21 mål samt leveret 14 assist. 

Nu har klubben så forlænget aftalen med angriberen, der samtidig bliver udlejet til Sint-Truiden VV, som spiller i den bedste belgiske række. Teknisk chef i Vejle Boldklub, Jacob Krüger, forklarer, at kontraktforlængelsen med Sousa hele tiden har været planen. Samtidig ønsker han brasilianeren held og lykke med den kommende sæson.

- Det har hele tiden været planen for Allan Sousa og Vejle Boldklub, at Allan skulle videre denne sommer. Vi har brugt den sidste tid på at finde den helt rette klub til Allan og samtidig sikre en attraktiv aftale for Vejle Boldklub. Både sportsligt og økonomisk. Nu skal Allan bevise sig i et nyt miljø og i en ny liga. Vi ønsker Allan Sousa held og lykke med det kommende års udfordringer i Sint-Truiden, siger han ifølge klubbens hjemmeside. 

Allan Sousa kom til Vejle i 2017.