Video : Tipsbladet
1. division

Vejle skuffede fælt i lokalopgør

FC Fredericia forværrede Vejles sløje sæsonstart med en 1-0-sejr, og Jonas Dahl og co. indtager nu førstepladsen i den næstbedste række.

Vejle Boldklub har fået en skidt start på sæsonen i den næstbedste række. 

Den dårlige start blev forværret onsdag aften mod lokalrivalerne fra FC Fredericia. 

Gæsterne kom allerede foran 1-0 efter 12 minutters spil, da nyindkøbet Kristian Kirkegaard straffede en fejl i Vejle-defensiven. 

Jonas Dahl's tropper havde flere store chancer i opgøret, mens Vejle aldrig rigtig kom tæt på en udligning, og derefter endte det med en 1-0-sejr til FC Fredericia.

Vejle var tæt på at komme tilbage i opgøret i første halvleg ved Serhi Gryn, men kantspilleren sparkede ved siden af målet.

Efter pausen var FC Fredericia i total kontrol, og gæsterne burde have scoret flere gange.

Især angriberen Steven Enna var tæt på, men Vejles keeper Indy Groothuizen diskede frem med flere store redninger.

I den anden ende blev det aldrig rigtig farligt, og derfor hentede FC Fredericia en fortjent sejr i Nørreskoven.

Resultatet betyder, at FC Fredericia aktuelt er på en førsteplads i 1. division med ni point, mens Vejle indtager en skuffende syvendeplads.