Vejle vandt vanvittig topkamp
1. division

Vejle vandt vanvittig topkamp

Syv scoringer mellem 1. divisions oprykningskandidater, hvor Vejle sikrede sig en 4-3-sejr langt inde i overtiden.

Der var sat over til direkte duel mellem to af 1. divisions oprykningskandidater, hvor AC Horsens og Vejle Boldklub mødtes hos sidstnævnte. Og det blev en usædvanlig dramatisk kamp.

Thomas Mikkelsen startede med at ramme stolpen for Vejle, inden Simon Nagel havde en stor chance på returen, mens AC Horsens og Delphin Tshiembe havde fine chancer efter dødbolde, som Bo Henriksens hold lagde mange kræfter i.

Vi skulle dog hen til anden halvleg, før der kom mål. Thomas Mikkelsen og Christian Sivebæk scorede to mål tæt på hinanden og gjorde det til 2-0 for hjemmeholdet, før Jeppe Mehl og Aleksandar Stankov med fem minutters mellemrum fik udlignet.

Det var ikke gjort med det, for Thomas Mikkelsen bragte igen Vejle foran med 3-2 i det efterfølgende minut. Holdene mente dog stadigvæk ikke, at man var helt færdige, for Bubacarr Sanneh fik i overtiden udlignet, efter Conor O’Briens indlæg nåede den stærke gambianske stopper.

Og så var vi vel færdige? Nej, Anders Kaagh stod helt inde i overtidens overtid fri foran mål, hvor han pandede Simon Nagels indlæg ind. 4-3 til Vejle, der halede ind på Horsens og spillede sig endnu tættere på de tre oprykningspladser.

Oprykningspladser, som Silkeborg også leder efter, men Peter Sørensens holds ambitioner fik endnu et forårsknæk, da man efter sidste uges 1-0-hjemmebanenederlag til Fredericia spillede 1-1 hos Skive, efter Jens Martin Gammelby begik straffespark og blev udvist. Mikkel Vendelbo udlignede.

Mikkel Thygesen og Mikkel Nøhr sørgede andetsteds for Roskildes anden forårssejr, da man vandt 2-1 hos HB Køge, mens Fredericia vandt med samme cifre over Næstved. Topscorer Brent McGrath scorede begge mål.