Video : Tipsbladet
1. division

Vejle vil skære fem mand fra: Der er helt sikkert nogle spillere, som skal ud

Truppen består lige nu af 30 spillere, og det tal vil teknisk chef i Vejle Boldklub Jacob Krüger skære ned til 25. Det betyder, at nogle må forlade klubben.

Indtil videre kan Jacob Krüger notere to navne i "ud"-kolonnen på sin tranferoversigt for sommeren 2019, men det tal skal op på mindst syv. For Vejle Boldklubs førsteholdstrup er for stor.

Den består lige nu af 30 spillere, og den skal helst ned på 25. Derfor forventer den tekniske chef, at fem spillere yderligere må forlade klubben. Flere, hvis VB også henter nogle ind.

- Der er helt sikkert nogle spillere, som skal ud. I øjeblikket råder vi over en trup på cirka 30 spillere, og det er for mange, siger Jacob Krüger til Vejle Amts Folkeblad.

De to eneste på exitlisten er Branko Ilic og Vladlen Yurchenko. Omvendt har klubben forlænget med anfører Jacob Schoop, målmand Thomas Hagelskjær, backen Viljormur Davidsen og førsteangriber Kjartan Finnbogason.

Sikkert er det også, at Sergiy Gryn forbliver i Nørreskoven. Den ukrainske profil havde ellers muligheden for at forlade Vejle, men han har altså valgt at blive, selv om holdet må nøjes med 1. division i næste sæson.

- Sergiy Gryn har haft muligheden for at fortsætte karrieren andetsteds, men han har valgt at tage udfordringen op i VB, og det er et stærkt signal at sende. Vi har indgået en ny toårig aftale med Gryn, og han bliver en nøglespiller i de kommende sæsoner. Han brugte den første del af foråret på at komme i kampform, og siden så vi, at der er et stort uforløst potentiale i ham. Han kom efter en længere skadespause i 2018, og vi har en forhåbning om, at han kun bliver bedre i fremtide, sagde teknisk chef Jacob Krüger i sidste uge.

Vejle-spillerne møder ind til første træning frem mod den nye sæson den 20. juni.