Video : Tipsbladet
1. division

Viborg FF forlænger med stadionsponsor

De næste tre år skal stadion i domkirkebyen blive ved med at hedde Energi Viborg Arena. Viborg FF og det lokale energiselskab har forlænget aftalen.

Der er ikke mange fodboldarenaer i Danmarks bedste rækker, der bærer et navn, som gerne sluttede på "Stadion" eller "Idrætspark". Sponsornavne er for længst blevet almindelige, og i Viborg har stadion heddet Energi Viborg Arena siden 2011.

Det bliver det ved med i tre år endnu, for Viborg FF og det lokale energiselskab har forlænget aftalen, så den løber til udgangen af 2020. Det fortæller klubben på sin hjemmeside.

- Vi er selvfølgelig meget glade for den nye samarbejdsaftale med Energi Viborg, som har stor kommerciel betydning for os. Gennem de seneste år har vi opbygget et stærkt og tæt samarbejde med Energi Viborg, og det ser vi frem til at udvikle yderligere, siger administrerende direktør Morten Jensen i en pressemeddelelse.

Hverken klubben eller sponsoren oplyser, hvad det præcis indebærer, men med aftalen varsler parterne nye tiltag for de besøgende på stadion. Som Energi Viborgs formand, Niels Dueholm, siger:

- Samarbejdsaftalen er blevet vurderet, forhandlet og opdateret grundigt. Jeg kan love, at VFF-fans og støtter vil møde Energi Viborg på en anderledes og ny måde både på Energi Viborg Arena men også rundt omkring på VFF's og Energi Viborgs platforme fra 2018 og fremad. Det arbejder vi lige nu på at få på plads til sæsonstarten. 

Viborg FF åbner forårssæonen mod Nykøbing FC på hjemmebane den 4. marts. Da skal Superliga-nedrykkerne forsøge at rette op på den syvendeplads, som er resultatet af det forgangne efterår. Der er fire point op til Vendsyssel FF på tredjepladsen og dermed adgang til playoff om at komme i Superliga.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.