Video : Tipsbladet
1. division

Viborg FF henter ny cheftræner i FC København

Jacob Neestrup kvitter jobbet som assisterende træner i FC København for at blive cheftræner i Viborg FF.

Jacob Neestrup forlader FC København og jobbet som assisterende træner for Ståle Solbakken med øjeblikkelig virkning for at blive cheftræner i Viborg FF. NordicBet Liga-klubben har netop præsenteret Neestrup som afløser for Steffen Højer, der blev fyret i kølvandet på Viborgs missede oprykning til Superligaen.

31-årige Neestrup har primært været ungdomstræner i FC København, men nu har han altså landet et cheftrænerjob i Viborg.

- Som klub sigter vi højt med alt, hvad vi laver. Det gælder også på cheftrænerposten, og derfor er valget faldet på Jakob Neestrup, siger sportschef i Viborg FF Jesper Fredberg og fortsætter:

- Jacob Neestrup er en yderst talentfuld samt fagligt dygtig træner, og han står for de grundværdier i form af fight, seriøsitet og sammenhold Viborg FF er funderet på. Derudover tager Jacob Neestrup en stærk vindermentalitet med sig fra hans tid i FCK. Han kan være med til at bringer VFF til det næste niveau.

- At Viborg FF kan tiltrække en kapacitet som Jacob Neestrup, vidner om, at klubben repræsenterer et solidt projekt med et stærkt potentiale. Vi er derfor stolte af at kunne præsentere samarbejdet Udover en god dialog med Jacob Neestrup har hans tidligere klub FCK også været en væsentlig del af, at samarbejdet er blevet en realitet. De har været fleksible og åbne gennem hele forløbet, og der skal lyde en tak til FC København.

- Vi ser nu frem mod en spændende næste sæson, hvor vi med Jacob Neestrup ved roret sigter mod Superligaen.

Jacob Neestrup er blevet ansat på en funktionæraftale i Viborg FF.