Video : Tipsbladet
1. division

Viborg fik point i de sidste sekunder i topkamp i 1. division

Dramaet fortsætter i 1. division, hvor kampen om førstepladsen og den direkte oprykningsplads er uhyre tæt.

Oprykningskampen i landets næstbedste række ser efterhånden ud til at være mellem Silkeborg, Viborg og Næstved, som slås benhårdt om førstepladsen, der giver en direkte plads i Superligaen i næste sæson.

Søndag eftermiddag var Viborg og Næstved i direkte duel mod hinanden, og her endte det med 1-1 efter en særdeles sen udligning af Viborg i overtiden. Forinden lignede det ellers, at Næstved skulle lykkes med at hive sejren hjem efter en scoring i første halvleg af 23-årige Christoffer Boateng.

Det var dog en kamp, hvor Viborg maste på i store dele af opgøret, og det gav bonus med få sekunder tilbage af de fem minutters overtid, som kampens dommer havde lagt til. Efter et par tilfældigheder landede bolden for fødderne af Jeppe Grønnig, som udlignede til 1-1. 

Silkeborg hentede tre point i deres kamp, da de vandt med 2-0 over Hvidovre på mål af Anders Hagelskjær og Ronnie Schwartz, som nu betyder, at Viborg og Silkeborg deler førstepladsen med tre point ned til Næstved, der er en kamp bagefter.

Den spiller de på onsdag mod Fremad Amager, hvor tre point til sydsjællænderne vil betyde, at førstepladsen belejres af tre klubber.

Lidt længere bagefter er Lyngby som outsidere med to point op til Næstved og fem op til Silkeborg og Viborg. Selv vandt Lyngby med 3-0 over Nykøbing.

I bunden er sidste sæsons Superliga-nedrykkere under nedrykningsstregen sammen med Thisted, hvor Helsingør har tre point op til Hvidovre på den anden side af nedrykningsstregen, mens Thisted har ét mere.