Video : Tipsbladet
1. division

Viborg-træner inden oprykningsbrag: Juleaften på et underligt tidspunkt

På tirsdag mødes Viborg FF og Silkeborg IF i en duel om førstepladsen i 1. division og dermed den eneste direkte oprykningsplads. VFF-træner Steffen Højer mener, det bliver ligesom juleaften, bare i maj.

Det var med en god portion sarkasme, at Viborg FF kaldte holdets sejr over FC Fredericia for ugens comeback. Helt skævt var det dog ikke.

Andreas Albers scorede efter 83 minutter og igen minutter to inde i overtiden, og dermed tog holdet i går en vigtig 2-1-sejr i kampen om en plads i Superligaen. Det resultat har sat en lækkerbisken af et oprykningsbrag op.

Tirsdag møder Viborg FF konkurrenterne fra Silkeborg IF, og forud for opgør skiller kun ét point de to hold i SIF's favør. Da der efter kampen kun vil restere to runder af 1. division, bliver dens udfald afgørende for, hvem der tager førstepladsen og dermed den direkte oprykningsplads.

Cheftræner Steffen Højer glæder sig til at gæste Silkeborg.

- Det bliver juleaften på et underligt tidspunkt, men vi glæder os rigtig meget. Jeg synes, at Silkeborg IF er en fabelagtig klub, som gør mange ting rigtigt. Det er et hold med en god træner og gode spillere, og det er den klub i 1. division, som bruger klart flest penge. Men jeg er ikke i tvivl om, at vi vinder alligevel, siger han til Viborg Stifts Folkeblad.

Viborg og Silkeborg ligner de to eneste realistiske bud på vindere af 1. division, da Næstved BK har fem point op til Højer og co. Til gengæld er sydsjællænderne involveret i den tæt kamp om tredjepladsen, der giver adgang til to playoffkampe mod et hold fra Superligaen.

Fremad Amager er bare ét point efter Næstved, mens FC Fredericia og Lyngby Boldklub følger yderligere fire point længere nede.