Video : Tipsbladet
1. division

Vraget Silkeborg-keeper: Kan være slutningen på min karriere

Thomas Nørgaard er røget ud i kulden i Silkeborg IF, og det kan meget vel betyde, at karrieren lakker mod enden.

Thomas Nørgaard har tilbragt stort set hele sin karriere i Silkeborg IF, og målmanden står noteret for et godt stykke over 100 kampe for klubben fra Søhøjlandet. Nu kan han muligvis have spillet sin sidste.

32-årige Nørgaard er lige nu langt fra minutter i Silkeborg IF, som han spillede ni ligakampe for i efteråret. Oscar Hedvall vogtede målet i premieren mod FC Roskilde i søndags, mens Peter Friis Jensen sad på bænken. Thomas Nørgaard så 3-1-sejren fra tribunen og er dermed at regne som det aktuelle tredjevalg i SIF.

Det bliver svært at kæmpe sig tilbage fra.

- Det kan være slutningen på min karriere. Det er ikke sikkert, at jeg fortsætter til sommer, og det kan være, jeg finder noget helt andet at lave, siger Thomas Nørgaard til Midtjyllands Avis.

Målmanden har kontraktudløb i Silkeborg IF til sommer.