AGF fik en pointmæssig fin start på forårssæsonen i 1. division, da det blev til 1-0 ude over AB. Nu gælder det årets første hjemmekamp, når det igen gælder et hold fra midten af rækken - nemlig oprykkerne fra Skive IK.
Den lille klub har klaret sig ganske bravt i divisionen og holder i øjeblikket femtepladsen, men både i Skive og AGF er man helt klar over, at favoritværdigheden ligger hos Aarhus-holdet, der har opryknings som det uomtvistelige mål for sæsonen.
Skive tabte kun fem kampe i forårets 18 spillerunder, startede foråret med at hente 1-1 mod rækkens nummer fire Vendsyssel FF og AGF-træner Morten Wieghorst er fuld ud klar over, at på trods af favoritværdigheden skal hans spillere klædes på til en svær opgave.
- Det er et mantra for mig, at man ikke kan tillade sig at undervurdere en modstander. For gør man det, så begynder man fra et lavere punkt, end man burde. I efteråret så vi, at de gjorde det svært for os. De synes jo, det er fantastisk at spille mod os på et stort stadion. Der er intet at tabe, alt at vinde for dem. Så vi er advaret, siger Morten Wieghorst til Jp.dk
I efteråret mødtes AGF og Skive også i Aarhus, og her sluttede opgøret uden scoringer. AGF ligger inden den kommende spillerunde nummer tre i 1. division - seks og tre point efter henholdsvis Viborg FF og Lyngby BK.