Agent: Dolberg er årets danske juvel
Foto: Ajax
Benelux

Agent: Dolberg er årets danske juvel

Kasper Dolberg står på tærsklen til sit store gennembrud i Ajax Amsterdam.

Kasper Dolberg ligner i øjeblikket et rigtig godt bud på en dansk spiller, der får sit endelige gennembrud i 2016.

Det danske stortalent er blevet forfremmet i Ajax Amsterdam, og senere på måneden skal han med storklubbens førstehold på træningslejr til Tyrkiet. Kasper Dolberg skiftede til Ajax fra Silkeborg IF, men er et forholdsvist ubeskrevet blad i Danmark.

Den 18-årige offensivspillers agent, Jens Steffensen, kalder ham i et interview med De Telegraaf for ”en juvel”.

- Kasper er en meget stille og ydmyg fyr. Udenfor banen er han faktisk det stik modsatte af Viktor Fischer. Viktor er fuld af spas, mens Kasper ikke siger så meget. Det er heller ikke vigtigt for ham at se sit navn i pressen. Men hvis du spørger ham, får du altid et ærligt svar, og i konkurrencer er han meget temperamentsfuld, siger Jens Steffensen og tilføjer:

- Hvis han gør store fremskridt, kan han blive en stor spiller. Det er nu planen, at han skal være angriber på Ajax 1. Man skal passe på med at sammenligne ham med andre, men jeg tror, han har kvaliteter i stil med Stefan Pettersson og Patrick Kluivert. Lad os håbe, han kan udfolde dem.

Inden Kasper Dolberg forlod Silkeborg til fordel for Ajax, havde en lang række klubber snøren ude efter ham. Tipsbladet.dk har tidligere kunnet fortælle, at Brøndby var en af dem.

- Vi havde et stort udvalg, blandt andet Wolfsburg, men Kasper og jeg vurderede, Ajax var det bedste skridt. John Steen Olsen (Ajaxs scout i Skandinavien, red.) havde fortalt en masse godt om klubben, og Christian Eriksen er måske det fineste eksempel på, at Ajax er en god klub for talenter at vokse.

- Han er den største juvel i dansk fodbold i år. Han er hurtig, har et godt højreben, er dygtig med hovedet og har et godt øje for sine medspillere. Fysisk er han godt med, men det kan blive bedre. Med sine 190 centimer skal han have mere muskelmasse. I år skal være hans år, slutter Jens Steffensen.

Kasper Dolberg var i 2015 en stor profil på Jong Ajax, der blandt andet spillede i UEFA Youth League.