Video : Tipsbladet
Benelux

Ajax-topscorer om Dolberg: Han er en fantastisk spiller

Angriber-konkurrent Klaas-Jan Huntelaar har pæne ord at sige om danske Kasper Dolberg.

Godt nok var den danske angriber Kasper Dolberg i aktion ved VM, men den 20-årige angriber har ikke spillet kontinuerligt siden december. Danskeren har kæmpet med skader i hele 2018, men nu kan der være bedre tider på vej for den talentfulde angriber.

I starten af året var han skadet i sin ene fod, og i opstarten til denne sæson var det i maveregionen, at Kasper Dolberg blev skadet. Nu er han dog så fit, at han ventes at spille senere mandag, hvor Jong Ajax - Ajax' reservehold - møder Helmond i den næstbedste hollandske række.

Dermed er der også udsigt til, at Kasper Dolberg igen kan være i betragtning til førsteholdet, hvor han efter en vidunderlig første sæson i Ajax måtte se skader og dårlig form ødelægge sæson to.

Der er nok ikke udsigt til en startplads lige med det samme på førsteholdet, hvor konkurrent Klaas-Jan Huntelaar scorer masser af mål for tiden, men Dolberg skal nok få chancer for Ajax-holdet, der også er med i Champions League-gruppespillet.

Ajax-topscorer Huntelaar er begejstret ved udsigtet til at konkurrere med Kasper Dolberg.

- Det er godt for ham og for holdet, siger Klaas-Jan Huntelaar til De Telegraaf om udsigten til Dolbergs comeback:

- Han er en fantastisk spiller, der kun gør vores hold stærkere. Vi har brug for så mange gode spillere som muligt for at vinde mesterskabet.

Klaas-Jan Huntelaar har scoret seks gange i bare fem ligakampe denne sæson - t o gange i lørdagens 3-0 sejr over Groningen.

En del af forklaringen på de mange mål fra Ajax' forreste angriber er, at holdet er blevet noget bedre til at sætte frontangriberen op til muligheder - blandt andet fordi den stærke kant Dusan Tadic er blevet købt i Southampton. Tadic har en fremragende indlægsfod.