Video : Tipsbladet
Benelux

Ajax-træner lavede hollandsk VM-trick og vandt straffekonkurrence

Danskerklubben Ajax måtte bruge straffekonkurrence for at booke billet til kvartfinalen i den hollandske pokalturnering. Blandt andet fordi træner Erik ten Hag begik en genistreg.

Rasmus Nissen Kristensen var med fra start, Kasper Dolberg startede på bænken og kom ind i anden halvleg, og Lasse Schöne så kampen fra sofaen derhjemme, da Ajax onsdag aften var ude i en gyser mod Roda i den hollandske pokalturnering.

Træner Erik ten Hag havde lavet flere ændringer i startopstillingen, og det kunne ses for Ajax-holdet, der havde lidt svært ved at finde spillet, og først fik slaget afgjort efter straffesparkskonkurrence.

Op til straffekonkurrencen lavede Erik ten Hag dog en genialitet.

Manageren havde nok spejdet mod Louis van Gaal og VM i 2014, hvor Holland i kvartfinalen skulle i straffesparkskonkurrence mod Costa Rica. Her skiftede Louis van Gaal målmand to minutter før den forlængende spilletid var forbi. Ind med Tim Krul i stedet for Jasper Cillesen. Det virkede. Holland vandt og gik videre.

Torsdag var det Erik ten Hag, der skiftede keeper et par minutter før straffesparkskonkurrencen. Ind med Andre Onana, ud med Kostas Lamprou. Keeperen fra Cameroon reddede to af de fire straffespark, og da Ajax - blandt andet på et mål af Kasper Dolberg - scorede på fire af fem, gik Amsterdam-klubben videre. Erik ten Hags gamble gav pote.

- Jeg vidste ikke, at træneren planlagde dette, men han så på mig og bad mig varme op. Han er chefen, men jeg var altså overrasket, for Kostas er en god målmand og dygtig på straffespark, siger Andre Onana.

- Andre er en imponerende person, der har et rygte omkring straffespark, så når der opstår en mulighed, skal man bruge den, siger Erik ten Hag om beslutningen.

I semifinalen ved VM 2014 røg Holland dog ud efter straffespark til Argentina - skæbnen ville, at Louis van Gaal ikke skiftede keeper i den forlængende spilletid i semifinalen. Holland endte med at vinde bronze.